Søg
Sundhedstjek: Læge udfylder formular og skriver på computer

Hvad indeholder aftalen om sundhedstjek på botilbud?

Ifølge aftalen, som lægerne har indgået, vil den første kontakt som udgangspunkt ske ved, at personale på botilbud kontakter almen praksis for aftale af sundhedstjek. Når den praktiserende læge har ydet sundhedstjek én gang, bør lægen benytte dette som grundlag for sin opsøgende indsats, herunder aftale om sundhedstjek fremover.

Et omfattende sundhedstjek 

Sundhedstjekket gennemføres hvert andet år, men kan dog under særlige omstændigheder ved komplicerede forløb benyttes én gang årligt. Komplicerede forløb er for eksempel, hvor patienten har mange kontakter med det øvrige sundhedsvæsen eller mange (gen)indlæggelser.

Inspirationsmaterialer til sundhedstjek

Forberedelsesskema, der kan udfyldes af borgeren, eventuelt sammen med støttepersoner (og gerne sendes til lægen) forud for sundhedstjekket: Forberedelsesskema (åbner i nyt vindue)

Generel information til borgeren om, hvad et sundhedstjek er, og hvordan det gennemføres (med billeder): Information til borgeren (åbner i nyt vindue)

Information til socialfagligt personale (pædagoger med flere) om sundhedstjek: Information til socialfagligt personale (åbner i nyt vindue)

Sundhedstjekket ydes på botilbuddet, så det kan gennemføres i forhold til personens behov og således, at det er muligt at sikre involvering af pårørende samt personalet på botilbuddet. Lægen har typisk forud for første sundhedstjek en kommunikation med personalet på botilbuddet og/eller pårørende om forhold, der kan være hensigtsmæssige at inddrage under sundhedstjekket.

Sundhedstjekket omfatter:

  • Afdækning af patientens forhold
  • Samarbejde med pårørende og professionelle aktører, eksempelvis personale i hjemmesygepleje/botilbud
  • En helbredsundersøgelse og vurdering/afdækning af somatisk sygdom
  • Status på eventuel eksisterende behandling og tilpasning heraf, herunder ajourføring og gennemgang af medicin samt vurdering af, hvordan forskellig medicin virker
  • Udarbejdelse af en aftale/plan med patienten og pårørende/personale med videre om indsatsen, så disse er bedre rustet til på egen hånd at hjælpe patienten. Aftalen/planen kan for eksempel omfatte en forebyggende indsats, en eller flere konkrete behandlingsindsatser eller henvisning
  • Relevante pårørende/personale med videre orienteres om planen
  • Hvis det er relevant, aftales opfølgende kontakt og/eller faste kontroller.

Du kan læse mere på vores temaside om sundhedstjek i linket nedenunder:

Temaside: Sådan får du et sundhedstjek