Henriette mistedet synet og fik ingen hjælp
Henriette havde i 2006 mistet sin mand og var alene med to børn. Hun havde mistet det meste af sit syn. Og havde nu også mistet sit job. Hun måtte selv kæmpe for at få hjælp og gør det stadig i dag.
Tilbage i 2003 begyndte Henriette at få problemer med øjnene, men lægerne kunne ikke stille en diagnose. Flere år senere fandt de ud af, at hun havde en fremadskridende nethindesygdom. Synet bliver derfor hele tiden dårligere og er nu tæt på at være væk.
Hun mister sit arbejde som reklamefotograf og tager derfor for første gang kontakt til kommunen for at få hjælp. Hun er på intet tidspunkt blevet kontaktet eller henvist af nogen til at få hjælp til sit forsvindende syn. Hun ved ikke, hvor hun skal ringe hen. Hun ringer derfor til hovednummeret hos kommunen og spørger dem om, hvad hun skal gøre efter at have mistet det meste af sit syn.
Siden den dag har hun måtte kæmpe med at få hjælp fra kommunen og gør det stadig i dag. Hun får fx nogle hjælpemidler, men ingen lærer hende at bruge dem. Kommunen taler om førtidspension, men Henriette vil gerne arbejde og bidrage. Derfor er hun i dag i et fleksjob på 21 timer, hvor hun er sekretær på et bofællesskabet.
Hun har ingen hjælp fået til sadle sin identitet eller sit liv om i hverdagen og på arbejdsfronten. På et tidspunkt googlede hun efter noget hjælp og fandt selv frem til et kursus for nyblinde. Det blev en stor hjælp for hende. Hun havde brug for at lære, hvordan man som næsten blind færdes og lever et nogenlunde selvstændigt liv.
Hun siger selv: Jeg troede, at der var et velfærdssamfund til at hjælpe mig. Hvis jeg havde fået den rette hjælp og slap for at kæmpe så meget med kommunen hele tiden, vil jeg kunne arbejde mere og have et socialt liv. I dag går jeg i seng hver dagen inden kl. 21, fordi jeg er så træt.
Henriette har talt med Politiken om, hvordan hun har måtte kæmpe for at få hjælp, efter hun mistede synet.