Søg
Hjerneskadeforeningen


Det gode liv

UlykkesPatientForeningen og PolioForeningen

Det gode liv er i høj grad et liv tilbragt sammen med andre. Det seneste år har coronapandemien afskåret mange ældre med handicap fra de fællesskaber, de normalt var en del af, og mange føler sig isolerede og ensomme. Dette projekt vil skabe nye fællesskaber ved at tilbyde fælles udflugter og oplevelser i naturen for ældre med handicap. Blandt oplevelserne er fx svampe- og fisketure, bevægelse i naturen, guides til lokal, handicaptilgængelig natur mv. arrangeret i et samarbejde mellem vores 16 lokalkredse med frivillige over hele landet og lokale naturorganisationer.

Projektet indeholder flere innovative elementer, og vi har derfor allieret os med tre partnere, som er eksperter på hver deres område. Forskere fra Center for Sund Aldring (KU) vil bidrage med en brugerundersøgelse, der skaber ny forskningsbaseret viden om ældre med handicaps brug af naturen med fokus på motiverende faktorer og barrierer. Disse nye indsigter vil danne udgangspunkt for udvikling af konceptet og den specifikke afholdelse af udflugter i lokalområderne, som vil ske i samarbejde med Friluftsrådet og DGI's 14 landsdele og foreninger.

Udover at tilbyde nye aktiviteter for ældre med handicap, rummer projektet også væsentlige metodeudviklingselementer, som på baggrund af brugerundersøgelsen og afprøvningen af aktiviteterne, vil generere nye indsigter om ældre med handicaps deltagelse i fællesskaber i naturen – som kan deles med og anvendes af andre handicaporganisationer og DH.