Søg

Sådan planlægger I et dialogmøde med lokale kandidater

Læs mere om, hvordan I planlægger et godt dialogmøde. Til et dialogmøde inviteres en gruppe kandidater til at møde en bred kreds af mennesker med handicap og deres pårørende.

Mødet kan både omhandle handicapområdet eller tage udgangspunkt i et eller flere udvalgte fokusområde, for eksempel ensomhed eller børnehandicapområdet.

Formålet er, at kandidaterne møder ”rigtige" mennesker, der kan inspirere kandidaterne til, hvordan de kan skabe bedre muligheder for mennesker med handicap.

Her er en guide til, hvordan I kan forberede og afvikle et dialogmøde:

1) Find tid og sted

Fastlæg et tidspunkt og sted for dialogmødet. Sørg for at vælge en dato i god tid, da kandidaternes kalendere typisk er travle op til et valg.

For at sætte en god og konstruktiv ramme for mødet, kan I overveje at holde dialogmødet et sted i kommunen, hvor de gør en forskel for mennesker med handicap. Det kunne for eksempel være en institution eller en virksomhed.

2) Invitér lokale kandidater

Sørg for at invitere et bredt udsnit af kandidater og som minimum repræsentanter fra begge sider af det politiske spektrum. I kan også tænke over, om nogle kandidater er særligt relevante at invitere, eksempelvis på grund af udskiftning på vigtige poster.

Når I kontakter lokale kandidater, så husk at informere om formålet med dialogmødet samt mødets form, tema og andre deltagere.

3) Invitér mennesker med handicap og pårørende

Udover at invitere DH-afdelingens bestyrelse er det en god idé at invitere bredere. På den måde kan I sikre repræsentation af andre end bestyrelsesmedlemmerne og samtidig gøre flere opmærksomme på DH-afdelingens arbejde.

Kontakt medlemsorganisationerne med opfordring om, at de inviterer deres medlemmer. I kan også kontakte relevante institutioner, virksomheder eller lignende. Sørg for at tydeliggøre, om man skal tilmelde sig dialogmødet og i så fald hvordan.

Hvis I vælger et politisk fokusområde for dialogmødet, er det vigtigt, at I sørger for, at der er relevante deltagere, som politikerne kan lytte til. Hvis I eksempelvis vælger at have fokus på børnehandicapområdet, er det vigtigt, at der deltager nogle familier til børn med handicap.

4) Forbered programmet

Det er en god idé at lave en detaljeret plan/drejebog for dialogmødet og aftale, hvem der gør hvad.

Hvis I bliver flere end fem deltagere til dialogmødet, er det en fordel at dele sig op i mindre grupper ved forskellige borde. Ved hvert bord skal både være en politiker, en eller flere repræsentanter fra DH-afdelingen samt eventuelt andre deltagere. I kan eksempelvis vælge forskellige politiske temaer ved hvert bord og lade deltagerne gå på runde mellem bordene.

Til hvert bord skal I finde en bordformand fra bestyrelsen, som vil lede dialogen. Det er en god idé, at vedkommende tænker over nogle spørgsmål på forhånd.

5) Kontakt lokalpressen

Invitér lokalavisen til at dække dialogmødet. Hvis I vælger at holde dialogmødet på en af kommunens institutioner eller en virksomhed, kan det give mulighed for nogle gode billeder. Skriv til pressen et par dage før dialogmødet og følg gerne op på telefon.

Læs mere om brug af medier her

6) Lav praktiske forberedelser

Hvis I gerne vil servere mad og/eller drikkevarer til dialogmødet, skal I bestille det nogle dage før arrangementet.

I kan derudover overveje, om der er brug for andet materiale eller andre praktiske forberedelser.

7) Opfølgning

Ved afslutningen af dialogmødet kan I give kandidaterne noget skriftligt materiale om de drøftede politiske temaer. Det kan for eksempel være et notat om ansættelse af en borgerrådgiver, hvis I har drøftet dette.

Se eksempler på notat under hvert politisk tema

I kan med fordel sende en opfølgningsmail til kandidaterne for at sige tak, fordi de tog sig tid til at komme, og opfordre dem til at følge DH’s arbejde fremadrettet. Her kan I også medsende et kort sammendrag af pointer fra mødet.

Rigtig god fornøjelse!

 

Kontakt

Mette Søndergaard i Handicaporganisationernes Hus

Mette Søndergaard Pedersen

Organisations- og udviklingskonsulent
21 71 68 43

Afdelinger med Mette som primær konsulent: 

Afdelinger i Region Syddanmark (minus Fyn) 
Afdelinger i Region Sjælland
Afdelinger i Region Hovedstaden (minus Nordsjælland) - (Albertslund, Ballerup, Bornholm, Brøndby, København, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk)

Rasmus Bach Andresen

Rasmus Bach Andresen

Organisations- og udviklingskonsulent
42 47 52 61

Afdelinger med Rasmus som primær konsulent: 

Afdelinger på Fyn 
Afdelinger i Region Nordjylland
Afdelinger i Region Midtjylland
Afdelinger i Nordsjælland (Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal)