Søg
Placeholder_03

En bæredygtig finansieringsmodel

Som led i en specialeplanlægning, skal der udarbejdes en bæredygtig og solidarisk finansieringsmodel.

Den nye finansieringsmodel skal ske i tæt kobling til den styrkede visitation og de forpligtende vidensmiljøer, der sikrer de rette incitamenter i visitationen og samtidig er omkostningseffektiv.

Modellen skal sikre:

  • At kommunernes økonomiske incitament til at visitere borgere til egne vs. andre tilbud er nogenlunde afbalanceret, så økonomiske hensyn ikke trumfer faglige vurderinger.
  • At de certificerede leverandører på den ene side fortsat har fokus på udvikling og effektiv drift af indsatserne, og på den anden side har et stabilt økonomisk fundament.
  • At takster er gennemskuelige for kommuner og leverandører, og at kommuner får mindre usikkerhed i budgetlægningen på det specialiserede socialområde.

De moderat og højt specialiserede indsatser finansieres via en grundfinansiering kombineret med takster.

Grundfinansieringen skal dække udgifter til, at leverandørerne i vidensmiljøerne holder sig ajour med den bedste viden på området, deler deres viden med kommuner samt tager toppen af taksterne, så kommunens udgifter til at bruge leverandørerne ligger på nogenlunde samme niveau, som ved at bruge egne tilbud.

Det vil bl.a. medføre mindre usikkerhed i kommunernes budgetlægning.

Grundfinansieringen til leverandørerne i vidensmiljøerne placeres hos den myndighed, som får ansvar for den specialiserede visitation og indsats, således at ansvar og finansiering følges ad.