Søg
Hvid baggrund, blå ikon figur står med en mappe i sin venstre hånd. Figuren har slips på.

Arbejdsfællesskabet

Flere med i arbejdsfællesskabet

Vi står med en historisk god mulighed for at skabe et mere mangfoldigt arbejdsmarked og få flere med i fællesskabet på arbejdspladserne.

I mange år har handicapbevægelsen haft det som en høj prioritet at få flere mennesker med handicap i job. For selvom man har for eksempel gigt, ADHD eller nedsat hørelse, vil mange stadig gerne bidrage på arbejdsmarkedet.

Lige nu råber erhvervslivet og den offentlige sektor på arbejdskraft. Det er svært at åbne avisen eller de sociale medier uden at høre om rekrutteringsproblemer. Virksomhederne mangler hænder.

Nu har vi brug for at se, at mennesker med handicap bliver set som en del af løsningen. For vi giver hellere end gerne en hånd med – selvom nogle af os måske mangler én.

Her præsenterer vi en række forslag til at få flere mennesker med handicap med i arbejdsfællesskabet.

Flere mennesker med handicap i job

Selvom danske virksomheder og det offentlige i dag mangler ledige, er omkring 49.000 mennesker med handicap klar til at tage et job inden for to uger.

Vi skal gribe de gode muligheder i forhold til manglende arbejdskraft og hjælpe både de ledige med handicap, der kan arbejde fuldtid, på nedsat tid i et fleksjob og i skånejob. Det gælder også dem med en lang videregående uddannelse og dem uden en uddannelse.

DH foreslår:

  • (6/17) Gør det til et mål at få fleksjobledigheden ned på samme niveau som den generelle ledighed. Det vil skabe en samfundsmæssig økonomisk gevinst og inkludere flere i arbejdsfællesskabet.
  • (7/17) Opret jobsøgningsfællesskaber for personer med handicap, der gerne vil i job.

Hurtigere vej til job for dimittender med handicap

Studerende, der modtager handicaptillæg til SU, får oftest ingen eller ringe erhvervserfaring under studiet. Nogle studerende har mod på at prøve deres erhvervsevne af under studiet, men kan være bekymrede for at miste handicaptillægget, hvis de alligevel ikke har kræfterne til studiejobbet.

Det er ærgerligt at gå glip af den erhvervserfaring, der er vigtig på cv’et, når man skal søge job.

For en del dimittender med handicap vil fleksjob være det rigtige tilbud efter endt uddannelse. Det giver derfor god mening at afkorte vejen for dimittender, der har modtaget handicaptillæg under uddannelsen, til afklaring med henblik på fleksjob. Blandt andet fordi der er foretaget en erhvervsevnevurdering forud for bevilling af handicaptillæg.

DH foreslår:

  • (8/17) Mulighed for at gøre handicaptillægget til SU hvilende i seks måneder. Formålet er at sikre trygge rammer for at afprøve erhvervsevnen i et studiejob. Går det ikke godt, skal den studerende have handicaptillægget tilbage uden en ny ansøgningsproces.
  • (9/17) Sikring af hurtig afklaring med henblik på fleksjob for dimittender, der har modtaget handicaptillæg under uddannelsen.

Flere faglærte med handicap

Danmark mangler faglærte. Det ser ikke bedre ud i fremtiden, fortæller prognoser. En styrket indsats fra regeringen, arbejdsmarkedets parter og erhvervsskolerne for at få flere med handicap til at gennemføre en erhvervsuddannelse kan bidrage til at skaffe flere faglærte.

Op mod hver femte elev på erhvervsuddannelserne har et handicap, viste en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder i 2021. Men der er udfordringer for elever med handicap, når det eksempelvis kommer til virksomhedspraktik. Det kan skyldes, at det lige nu ikke er muligt at få økonomisk kompensation, hvis man tager i praktik på nedsat tid.

DH foreslår:

  • (10/17) En forsøgsordning med tilskud målrettet arbejdsgivere, der tager elever med handicap i praktik.
  • (11/17) Elever og lærlinge med handicap på erhvervsuddannelser skal have bedre muligheder for at forlænge både grundforløb og hovedforløb på sin uddannelse.

Se vores temaside med alle 17 forslag til at åbne fællesskabet her