Sagsbehandlere med tid til at lytte gør mit handicap mindre A3

Kvalitet i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet

Familier til børn med handicap er i hyppig kontakt med de offentlige myndigheder, og derfor er det afgørende, at de oplever mødet med kommunen positivt og har et godt samarbejde med deres sagsbehandlere.

Baggrund

Børnehandicapområdet er desværre kendetegnet ved, at en meget stor andel påklagede sager omgøres i Ankestyrelsen.

På nationalt plan blev 52 procent af 1.959 realitetsbehandlede afgørelser på børnehandicapområdet omgjort i 2020.

Det er oplevelsen i handicaporganisationerne, at tallene er en klar indikator på et område, der trænger til forbedring.

Nogle steder arbejder man i dag med en sagsbehandlingsmodel, som den, DH foreslår. Der er afsat midler til et satspuljeprojekt, der kører fra 2018-2021 som hedder ’Bedre koordination i indsatserne for børn med handicap og deres familier’.

Ligeledes har Aarhus Kommune gennemført projektet ”Tættere på Familien”.

Projektet indebærer færre sager per socialrådgiver, tættere og tidligere opfølgende forløb samt et tværfagligt samarbejde og tæt koordinering med andre dele af forvaltningen, som f.eks. skoleområdet.

Projektet ’Tættere på familien’ er nu evalueret. Resultaterne peger entydigt på, at projektet er lykkedes med at øge kvaliteten af sagsbehandlingen og forbedre samarbejdsrelationen mellem familien og rådgiver. Ligesom det har været en økonomisk besparelse for kommunen.

DH anbefaler

DH anbefaler, at man indfører en ny sagsbehandlingsmodel i kommunen. 

  • Den bør tage udgangspunkt i, at målet i enhver sagsbehandling skal være én borger, én plan, én koordinerende og gennemgående sagsbehandler eller kontaktperson.
     
  • Det betyder, at barnet og familien skal have én koordinerende sagsbehandler, der er indgangen til kommunen. Sagsbehandleren laver i samarbejde med familien eller den unge en handlingsplan på tværs af sektorer.
     
  • Samtidig bør der være færre sager per sagsbehandler.

Med en lavere sagsstamme er der mere tid til fordybelse og dialog med de enkelte familier, hvilket biddrager til, at de føler sig set i mødet med kommunen og får den rette hjælp.